Hvad er selvtillid?
Selvtillid handler om have tillid til egne evner – at man har tillid til, at man kan klare en given opgave eller situation. Det kan fx. være, at man har en oplevelse af, at man er god til spille fodbold eller at man er god til at håndtere at være under tidspres.
Hvad er selvværd?
Selvværd handler derimod ikke om ens evner til at gøre noget, men om at føle sig noget værd, som den man er – uanset om man er god eller dårlig til at gøre ting som fx. at spille fodbold, skrive akademiske opgaver osv.
I praksis kan man sige, at selvværd og selvtillid ofte hænger sammen, men ikke altid. Man kan fx. godt have høj selvtillid, men lavt selvværd. Lad os se nærmere på, hvad der skaber selvtillid og selvværd.
Hvordan får man høj selvtillid?
Selvtillid bygger ofte på en erfaring med, at der er noget man er god til. Lad os prøve at stille det lidt karikeret op. Hvis man fx. spiller meget med bold, når man er barn, får man en kropslig og følelsesmæssig erfaring med at spille bold. Måske er det sjovt, man lærer gradvist at lave nye tricks. Måske spiller man med andre og lærer af at kigge på nogle, der er bedre end en selv. Det kan også være, at man får en bold i hovedet, at man ikke kan styre bolden, at man bliver stresset over det, fordi man ikke kan finde ud af at være med i en leg med andre. Så får man en negativ erfaring og vil måske være mere tilbageholdende med boldspil fremadrettet.
De positive erfaringer gør altså, at man på sigt får mod på at kaste sig ud i nye udfordringer med fx. boldspil. Derudover bliver man måske opmuntret af en lærer, ven eller forælder. “Du har virkelig en god fornemmelse for at spille med en bold”. Fedt, tænker man – det her kan jeg finde ud af. Det giver mod på at eksperimentere og udfolde en opgave yderligere, mens det modsatte selvfølgelig også kan være tilfældet, hvis man har lav tillid til, at man kan klare det.
Nøglen til et godt selvværd
Roden til et godt selvværd ligger i høj grad i barndommen og i vores relationer til vores nærmeste. Her handler det ikke om, hvad vi gør – men om, hvem vi er, og hvem der er plads til, at vi kan være. Hvis vi oplever, at de vigtigste mennesker – typisk vores forældre – kan rumme os, præcis som vi er, bliver det også muligt for os selv at kunne rumme os selv. Hvad vil det nu sige? Det handler om i hvilken udstrækning vi kan give plads til alle de følelser og tanker, vi har. Er jeg elskelig selvom jeg indimellem er umulig? Eller skal jeg helst være på en bestemt måde for at andre kan lide at være sammen med mig? Er jeg besværlig, når jeg er ked af det, trist, vred? Jo mere, ens forældre kan rumme, at man er som man er, desto nemmere er det også for en selv at rumme alle sider af sig selv. Det betyder, at man får adgang til at mærke ens følelser og grænser – og det giver en grundlæggende oplevelse af “jeg må godt være her – sådan som jeg er, også når jeg er sur, trist osv.”