Unge og mistrivsel
Hvis du er bekymret for, om din unge søn eller datter ikke trives, er du ikke ene. Den mentale trivsel hos unge har i flere år været faldende. Mange af de unge, jeg møder, føler sig stressede og har en oplevelse af ikke at være gode nok. Det kan være svært at dele med ens venner, og for nogle er det også svært at dele med deres forældre. Nogle føler ikke, at de har den nære kontakt og er måske bange for, at de vil blive misforstået. Andre har ikke lyst til at bekymre deres forældre.
Hvordan ved jeg om mit barn trives?
Som forælder kan det altså være svært at vide, hvordan ens unge søn eller datter har det. Det er normalt at unge trækker sig lidt fra deres forældre og foretrækker vennerne fremfor familie. Derfor får man måske ikke talt så meget sammen som tidligere. I ungdomsårene forandrer barnet sig i det hele taget meget både fysisk og mentalt. Og derfor kan det være svært at vurdere, om forandringerne er normale, eller om de tegn på psykisk mistrivsel. Hvis du er bekymret, kan det være en god ide at reflektere over dit barns trivsel med udgangspunkt i tegnene nedenfor. Der gives ingen lette eller hurtige svar, så vær nysgerrig og del dine bekymringer med venner eller bekendte, der har børn på samme alder.
Tegn du kan være opmærksom på:
Sociale liv
Har dit barn nogle gode venner, som han/ hun er fortrolig med? Eller oplever du, at dit barn isolerer sig fra sine venner? Det er forskelligt fra person til person, hvor udadvendt man er. Nogle trives godt med at være meget sammen med andre mennesker – og har mange forskellige venner. Mens andre trives godt med få, nære relationer og et større behov for alenetid.
Alle har dog brug for at have venner og være en del af et fællesskab. Som forælder kan du altså derfor være opmærksom på dit barns sociale liv.
Uddannelse
Uddannelse fylder en del i mange unges hverdag. Når man ikke trives, er det svært at overskue skole/ uddannelse. Som forælder kan du derfor være opmærksom på ændringer i skolevaner – bliver det sværere at komme op om morgenen? Har dit barn svært ved at følge med i skolen? Det kan fx. komme til udtryk ved manglende afleveringer og fald i karakterer. Hvis man er stresset og har det mentalt dårligt, kan man typisk ikke yde det samme som normalt.
Høje karakter og en stor grad af pligtopfyldelse er dog ikke en garanti for, at dit barn har det godt. Det kan være svært at gennemskue “perfekte unge”, der udadtil ser ud til at have styr på det hele. Her må du kigge på de andre faktorer også.
Følelser
Når man er ung er der mange følelser på spil. Et normalt ungdomsliv indeholder – som livet i øvrigt – at det indimellem er svært. Men den unge vil være mere følelsesmæssig ustabil end en voksen. Du kan dog godt være opmærksom på, om der er vedvarende tristhed og træthed. Eller om dit barn reagerer særligt aggressivt.
Det er normalt at være trist, hvis man lige har slået op med en kæreste, eller man er blevet uvenner med nogle fra ens klasse. Her vil man typisk også svinge mellem både at være glad og ked ag det. Det er ikke normalt at være trist over længere tid uden nogen ydre grund.
Vær opmærksom på, at nogle unge er gode til at skjule, hvordan de har det indeni. Måske vil dit barn gerne skåne dig for, at det er ked af det.
Tanker
Det er bestemt ikke alle tanker unge deler med deres forældre – og det er helt normalt. Alligevel kan man som forælder godt have en fornemmelse af, om ens barn har et udpræget negativt tankemønster. Du kan fx. være opmærksom på, hvordan dit barn håndterer fejl. Er det angst for at træde ved siden – fx. socialt eller i skolen? Eller er der snarere tale om, at barnet synes, at det er lidt pinligt at træde ved siden af, men i øvrigt godt kan slippe det igen og ikke lade sig hæmme voldsomt af det?
Det kan derfor være et sårbarhedstegn, hvis dit barn har en tendens til at bekymre sig meget og dømme sig selv hårdt.
Du kan læse mere om børn og unges trivsel og mistrivsel hos Psykiatrifonden.
